Hvad er det egentlig, der er så frygteligt?
Hvad er det, der gør de fine herrer og damer på Christiansborg og rådhuset ryster i bukserne, når snakken falder på de skæve eksistenser og alternative boliger?
Hvorfor piver folk så meget?
Lad os tale om virkeligheden i en kolonihave. Ja, det kan være dyrt, og nej, det er ikke for sarte sjæle. Vi har ikke en vicevært, vi kan ringe til, når lokummet brænder, eller når vinteren bider så hårdt, at vandrørene fryser til is. Hvis vandet svigter, så er det bare ærgerligt – så må man smøge ærmerne op og finde en løsning. Jeg kender folk, der går fuldstændig i opløsning, hvis de ikke har rindende vand i fem minutter, men til dem har jeg kun én ting at sige: Stram op. Livet i en kolonihave eller på en campingplads kræver en robusthed, som det moderne velfærds-menneske tilsyneladende har glemt.
Systemets dobbeltmoral
Hvad er det reelle problem med, at folk vælger at bo i kolonihaver, på campingpladser eller andre alternative steder? Er det i virkeligheden bare det evige spørgsmål om penge? At staten går glip af et par kroner i ejendomsskat, fordi folk vælger en livsstil, der ikke passer ind i de firkantede kasser?
Politikerne fatter jo intet
Det mest provokerende er hykleriet omkring de såkaldte “bosteder”. Når politikerne – som intet ved om at være socialt udsat – opretter institutioner til de mennesker, den “normale” dansker ikke vil se på, så klapper de sig selv på skuldrene. Så er det pludselig humanitært og i orden, fordi det er systemet, der har kontrollen. Men så snart folk tager sagen i egen hånd og finder en billig, værdig bolig i en haveforening, så skal det lukkes ned. Man må ikke bo på campingpladser, og man må ikke bo i skoven. Resultatet? Vi lader de hjemløse og udsatte ende på gaden – hvorefter vi også gør dét ulovligt med tiggerforbud og zoneforbud.
En politisk elite uden jordforbindelse
Hvorfor skal det hver eneste gang, der er valgkamp, gå ud over samfundets svageste? Er det mærkeligt, at det almindelige menneske har mistet enhver respekt for de individer, der kalder sig politikere? Vi ser folk som Jane Jegind, der selv er vokset op i en kolonihave, men som nu vender ryggen til rødderne.
Og så er der typer som Alex Ahrendtsen. Han ynder at tale om danske værdier og sammenhængskraft, men hvad med værdien i at lade folk leve i fred i deres haver? Han prædiker moral, men han virker totalt afkoblet fra den virkelighed, som socialt udsatte og folk i udkanten af systemet befinder sig i. Det er nemt at sidde i de fine stuer (Guldkysten i Vollsmose) og dømme andre, når man har sit på det tørre og aldrig selv har prøvet at kæmpe for en plads i samfundet.
Tomme løsninger på komplekse problemer
I Odense ser vi borgmester Peter Rahbæk Juel forsøge at bekæmpe bandekriminalitet, men lad os være ærlige: Han ved intet. Intet! Det samme gælder Alex Ahrendtsen og resten af flokken. De tror, de kan løse dybe sociale problemer med symbolpolitik, dæmonisering af visse områder og hårdere straffe. Det er ikke alle i Vollsmose og omegn, der er kriminelle, men det er den nemmeste historie at sælge til vælgerne.
Her er en opfordring: Hvad med at kontakte folk som mig? Hvad med at tage en reel snak om, hvordan vi kommer de her problemer til livs, i stedet for bare at køre over de svageste? Jeres grotesk dumme forslag kommer aldrig til at ændre noget som helst, så længe I nægter at forstå de mennesker, I lovgiver over.